Esbenjorgensen.dk

𝐔𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐨𝐩𝐥𝐞𝐯𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐢 𝐤𝐥𝐢𝐧𝐢𝐤𝐤𝐞𝐧 – 𝐮𝐠𝐞 𝟑𝟖

Dejligt at være tilbage i klinikken på fuld tid igen efter sidste uges kursus om psykofarmaka. Ugen har været lidt op og ned, men alt på den gode måde. Jeg har måttet ændre et par aftaler – både på grund af egne uforudsete ting samt klienter, der havde brug for at ændre tider.

Jeg planlægger altid forløb hos mig med en intensiv start med 3-5 sessioner med en uges mellemrum. Men nogle gange bliver det for intensivt for den, der skal modtage behandlingen. Det fører videre til et emne, som har været oppe at vende i den forgangne uge: overbehandling – eller måske nærmere for hurtig forandring.

Jeg starter lige et andet sted, inden jeg går tilbage til det emne.

Jeg er oprindeligt uddannet Kranio Sakral Terapeut og har altid haft fokus på de afspændende teknikker i Kranio Sakral terapien – også kendt som stillepunkt. Stillepunkt er den tilstand, der opstår, når det væskeflow, der findes i hinderne omkring nervevævet i hjernen og rygmarven, stoppes midlertidigt.

Der er et konstant væskeflow i hinderne omkring nervevævet. Det er gennem dette flow, at nervevævet får næring og kommer af med affaldsstoffer – nervevævet kan ikke tåle direkte blodkontakt. Væskeflowet skaber også en form for vægtløs tilstand for nervevævet, så det bliver ekstra beskyttet inde i kraniet og rygmarvskanalen. Det er i øvrigt også denne væske, man tager det, der populært kaldes en rygmarvsprøve fra – som ikke er en prøve af rygmarven, men en prøve af væsken i hinderne omkring nervevævet.

Det er muligt at stoppe væskeflowet kortvarigt ved at holde på bestemte punkter på kroppen. Dette stop af væskeproduktionen er det, der kaldes stillepunkt. Når stillepunktet opstår, får kroppen mulighed for at søge ned i dybe afspændingstilstande. Jeg prioriterer altid i mine behandlinger, at dem jeg arbejder med, kommer ned i denne tilstand – da det er et sted, hvor kroppen kan regenerere sig selv på alle planer: fysisk, psykisk og mentalt.

Og nu kommer jeg til det, jeg vil sætte fokus på. Tilstanden kan være voldsomt skræmmende – især for mennesker, der i mange år har levet i et højt alarmberedskab med opmærksomheden rettet ud ad og i stærk kontrol.

Hvis din opmærksomhed hele tiden har været rettet udad, fordi du havde brug for at observere, om der var fare på færde, kan det være skræmmende pludselig at få al opmærksomhed rettet indad. Du kan også få en oplevelse af, at du ikke kan bevæge din krop og derved ikke flytte dig – hvilket kan være skræmmende, når du normalt har hele din opmærksomhed rettet udad og er afhængig af din evne til at kæmpe og flygte, både direkte og indirekte.

Derfor kan stillepunktet være en udfordring at være i, i begyndelsen. Kroppen vil hurtigt søge mod tilstanden, men mentalt kan det være en udfordring. Tilstanden minder om den tilstand, kroppen kommer i under REM-søvn – den eneste tilstand, hvor kroppen kan fordøje, både føde og det, der er lagret i underbevidstheden. Derfor min prioritering af STILLEPUNKTET.

𝐔𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐤𝐨𝐦𝐦𝐞𝐧𝐭𝐚𝐫 𝐢 𝐤𝐥𝐢𝐧𝐢𝐤𝐤𝐞𝐧:⁣
"𝘚𝘦𝘭𝘷 𝘮𝘪𝘯 𝘩𝘶𝘯𝘥 𝘦𝘳 𝘣𝘭𝘦𝘷𝘦𝘵 𝘳𝘰𝘭𝘪𝘨, 𝘦𝘧𝘵𝘦𝘳 𝘫𝘦𝘨 𝘦𝘳 𝘴𝘵𝘢𝘳𝘵𝘦𝘵 𝘪 𝘧𝘰𝘳𝘭ø𝘣 𝘩𝘰𝘴 𝘥𝘪𝘨."

𝐔𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐨𝐩𝐥𝐞𝐯𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐢 𝐤𝐥𝐢𝐧𝐢𝐤𝐤𝐞𝐧 𝐮𝐠𝐞 𝟑𝟕⁣
⁣
Denne uge har ikke budt på mange sessioner, da jeg har været på kursus om⁣ psykofarmaka i 3 dage – hvad det gør ved dem, der indtager dem.⁣ Min begrundelse for at være nysgerrig på området var, at 50-75% af dem, der⁣ kommer til mig, er på en form for medicinering. Om det er ”lykkepiller”, ADHD-⁣ medicin eller noget andet er ikke så vigtigt for mig. Men jeg manglede viden⁣ om, hvad medicineringen gør i forhold til mit arbejde. Skaber den hindringer?⁣
Er der særlige forbehold jeg skal tage med mennesker på medicin? Er der⁣ oplysninger jeg skal have for at det er forsvarligt at arbejde med dem? Skal⁣ der måske reguleres i deres medicin, hvis de indgår i et forløb hos mig – og⁣ hvordan får jeg en dialog med min klient og deres andre behandlere i det⁣ etablerede sundhedsvæsen? Disse og lignende spørgsmål har rumsteret i mig⁣ et stykke tid.⁣
⁣
Kursuslederen var psykolog og Ph.d. i psykiatri Anders Sørensen, som har⁣ arbejdet med udtrapning af psykofarmaka i en årrække og skrevet bogen:⁣ ”Noget I bør vide… Om udtrapning af psykofarmaka.”⁣ Jeg har ingen planer om at arbejde med udtrapning. Mit formål med at deltage i kurset var at blive klogere på, hvad psykofarmaka gør ved mennesker, der er i behandling med dem – få en forståelse af, hvordan de virker og påvirker, samt hvilke forholdsregler jeg skal tage i forhold til mennesker, som ønsker behandling hos mig.⁣
⁣
Jeg har fået indsigt i, hvad psykofarmaka gør – og nok især ikke gør. Den⁣ første myte, der blev aflivet på kurset, var, at antidepressiva, antipsykotika og⁣ anden antimedicin kan fjerne depression og psykoser mv. Al psykofarmaka⁣ virker på samme måde, blot i forskellig styrke. Det de gør, er at dæmpe⁣
følelsesregisteret – du kan ikke blive ekstremt ked af det, og du kan ikke blive⁣ jublende glad. Det samme sker ved psykoser: medicinen dæmper oplevelsen,⁣ så den bliver håndterbar, men den fjerner på intet tidspunkt psykosen.⁣ Medicinen vil derfor altid være et værktøj til at håndtere en tilstand – intet⁣ andet.⁣
⁣
Den forståelse gør også, at al snak om kemisk ubalance i hjernen som årsag til⁣ psykisk sygdom ikke holder vand. Nærmest et smart salgstrick, intet andet. Se side 19-20 i bogen ”Noget I bør vide… Om udtrapning af psykofarmaka.”⁣ Anders Sørensen er på ingen måder imod brugen af psykofarmaka, men⁣ mener, at de ikke kan stå alene i behandlingen af psykiske tilstande. Kurset⁣ handlede derfor også om, hvad der skal stå i stedet for psykofarmakaene –⁣
både ved opstart og især ved udtrapning. Samt at de hæmninger der opstår på baggrund af medicinen, kan gøre mit arbejde svære, da patienten har svært ved at mærke sig selv.⁣
⁣
En meget vigtig viden jeg fik med fra kurset er, at antidepressiva – som blandt⁣ andet er blevet solgt på, at de er langt nemmere at udtrappe af end for⁣ eksempel benzodiazepiner. Benzodiazepiner er det aktive stof i en gruppe af stærk psykofarmaka. – som faktisk kan være langt sværere at komme ud af igen. Ved forkert udtrapning kan de give varige skader på nervesystemet. De fleste forsøg er desuden lavet med indtagelse af medikamentet i kun 6-8 uger – ikke over mange år. Jo længere tid medikamentet er indtaget, jo sværere er det at komme ud af igen, og det kan tage flere år at trappe ud af⁣ antidepressiva. En anden vigtig viden jeg fik med derfra er, at de vejledninger, der findes fra offentlig side, er særdeles fejlbehæftede. Hvis man følger dem og oplever det, der tolkes som tilbagefald til tidligere symptomer, er det med stor sandsynlighed abstinenser – ikke de oprindelige symptomer. Kroppen har brug for lang tid til at vænne sig til en anden kemisk balance. Og det øgede⁣ følelsesmæssige register, der opstår ved udtrapningen, er noget, man skal lære⁣ at håndtere. Der arbejdes med reduktion på mellem 1 og 5 % ved hver nedtrapning/ændring af dosis. Hvilket kan få en udtrapning til at vare i flere år. ⁣
⁣
Hvis du er blevet interesseret i emnet, kan jeg kun opfordre til at læse Anders⁣ Sørensens bog: Noget I bør vide… Om udtrapning af psykofarmaka – samt⁣ deltage i hans kursus. ⁣
⁣
Et lidt anderledes skriv end normalt fra min side om ugen i klinikken – men for mig vigtig viden at dele.⁣

Ugens oplevelse i klinikken uge 36!

Det har været en uge med gang i den, er kommet rigtig godt i gang efter sommeren, som jo også ser ud til er ved at være ovre.

Ugen har budt på både nye og gamle klienter: Det er altid en ære at klienter der har været i et forløb, fortsætter i et nyt forløb, når der er fremgang og udvikling, men ikke nået i mål.

Det kan være svært at sætte præcise antal gange på et forløb, når problematikkerne er meget komplekse og har stået på i mange år. Har man været ude for ulykker, der har påvirket ens liv på flere planer, kan det tage tid at integrere forandringer. At man lige pludselig kan gøre ting man ikke har kunnet i lang tid, kræver nogle gange at man skal have tid til at integrere forandringer på det mentale og psykiske plan. At ændre ens opfattelse af sig selv tager tid, også når udviklingen er positiv. Hvem er man, hvis man ikke længere er hende der ikke kunne løbe. Hvem er man ved at blive i stedet for?

At positiv forandring kan være en udfordring er ikke det første man tænke på, når man hører at noget er blevet lettere for en, der har været ude for en ulykke. Men det kan også være sandheden.

Et andet emne jeg gerne vil sætte fokus på og som igen har været aktuelt i klinikken, er sundhedsforsikringer. Jeg opfordrer altid klienter med sundhedsforsikring at undersøge om den vil dække noget af behandlingen hos mig. Kan starte med at sige, det er en jungle at finde rundt i. Hvem der siger ja og hvem der siger nej er ikke nemt at gennemskue. Nogen siger ja, selvom deres police siger nej. Nogen siger nej, selvom deres police umiddelbart siger
ja. Min oplevelse er, at det er meget afhængig af den medarbejder, der tales med i den konkrete forespørgsel, hvilket svar man får.
Har lige haft en der skulle undersøge, hvad hendes sundhedsforsikring ville og det var et nej, hvilket gjorde min klient godt træt af det. Hun havde prøvet flere forskellige ting, som sundhedsforsikring gav tilskud til, for at løse hendes problem uden held. Nu havde hun ved den første session prøvet noget som havde givet håb for en løsning på hendes tilstand og så var svaret blankt NEJ.

Hvilket gjorde hende godt træt af situationen. Desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Hvis du har haft oplevelser med din sundhedsforsikring som du vil dele, gør det gerne i kommentarfeltet her under. Gode som dårlige oplevelser, alt der kanvære med til at kaste lys på emnet.

Ugens kommentar: ”der er kommet en ro over familien, da jeg indså at jeg selv var en del af årsagen til den uro der var i familien”

Ugens oplevelser i klinikken uge 35

Så er der ved at være gang i biksen – undskyld, briksen – efter sommeren. Har faktisk været i gang et par uger nu. Dejligt at være tilbage og lave det, jeg elsker allermest: at hjælpe mennesker til at udfolde sig selv på det dybeste plan.

Jeg vil i denne uge have fokus på noget, som jeg oplever mange overser i arbejdet med mennesker med udfordringer og traumer. Der er altid fokus på de negative effekter af at have vokset op i et miljø, der ikke har støttet og næret den sunde udvikling.

Men jeg oplever gang på gang, at mennesker, der har udviklet særlige egenskaber på baggrund af deres opvækst i et usundt og dysfunktionelt miljø, kun har fokus på de negative konsekvenser. De har ikke set, hvordan de egenskaber, der var nødvendige at udvikle for at overleve i deres barndomsmiljø, også er de egenskaber, der i dag har skabt deres særlige evner til at udføre et givent job. Hvis man ser på en given egenskab som en evne uden at værdilade den – bare se den som en evne – får den en helt anden værdi.

Der er dog noget, man skal være opmærksom på: man må ikke blande følelser ind i brugen af evnen. Et eksempel kan være, at man ved at bruge evnen ubevidst håber på at få dækket et sår, som opstod på samme tid som evnen. Det er her, mange falder i – man tror, at ved at bruge evnen vil man få den opmærksomhed og kærlighed mv., man ikke fik dengang.

Derfor er det vigtigt at få øje på, at det der opstod dengang, er en evne – som gør, at man besidder en unik egenskab. Måske har evnen skabt et helt særligt arbejdsliv for dig, hvor du hver dag kan udføre en opgave på en helt særlig måde til gavn for både dig selv og andre.

Ugens kommentar efter en behandling:
”det er som om at komme på den indvendige side igen, efter jeg har ligget her”

Har fået denne tilbagemelding fra klient der netop har afsluttet et forløb !

Review - pænt mange stjerner.

Forløbet med kropsterapi og systemisk familie-opstilling har været ideelt for mig, og Esben er en kompetent og indsigtsfuld behandler. Han har haft stor indsigt i de temaer, jeg har brug for at arbejde med, og opstillingen med de små konkrete figurer har gjort mange ting synlige for mig, som jeg ikke før har kunnet se.

Der er blevet taget nænsomt hånd om gamle traumer, for jeg har selv kunnet bestemme tempoet og dybden af arbejdet, og det har været vældig trygt. Esbens spørgsmål er præcise og relevante og giver en masse at reflektere over – og sommetider osse nogle tiltrængte, akutte klarsyn!

Min krops reaktioner på den til tider krævende proces bliver bragt tilbage i balance under kropsterapien, som er fuld af ro og føles fredfyldt og helende. Rom blev ikke bygget på én dag, men hver enkelt behandling har lettet hjertet og givet plads for fortrøstning og indsigt, så jeg osse går håbefuld ind til den næste. Og den næste.

Uge 30
I denne uge bliver det om et emne jeg gerne vil sætte lys på. Emnet er vores medfødte evne til at sanse, hvad der sker omkring dig – og hvad du gør med det sansede. Håndteringen af sansningen har altid haft ét formål: at sikre overlevelse her og nu.

Denne evne er indlejret i den menneskelige psyke og krop siden tidernes morgen – dengang hvor stammens overlevelse afhang af gruppens og det enkelte individs evne til at sanse og handle på det sansede.

En tid hvor det var nødvendigt at stole på sine sansninger. For den, der ikke gjorde det, risikerede måske at blive det næste bytte.
Det sanseapparat, der er udviklet gennem tusindvis af år, er ikke blevet dårligere – nærmest tværtimod. Problemet for mange moderne mennesker er, at de er blevet fremmedgjorte fra deres egne sansninger og har mistet kontakten til deres kropsfornemmelser. De stoler mere på deres tanker end på deres mavefornemmelse.

Denne fremmedgørelse fra egne sansninger opstår blandt andet ved, at barnet igen og igen bliver fortalt, at dets sansning er forkert. På et tidspunkt holder barnet op med at stole på og fortælle om sine umiddelbare oplevelser og sansninger. Det er vigtigt at huske at sansningen ikke stopper, den bliver bare undertrygt.

Den manglende understøttelse af barnets oplevelser vil over tid medføre, at barnet ikke kan mærke egne grænser og derved mister kontakten til sin egen krop og sine egne behov. Når troen på egne sansninger forsvinder, opstår risikoen for, at nervesystemet og kroppen bliver overbelastet.

Denne tillærte tilstand følger barnet ind i voksenlivet. Her vil den voksne lade sig byde langt mere, end vedkommende er i stand til at håndtere – især på det psykiske plan. Det fører til stress, udbrændthed og på sigt PTSD og i sidste ende kollaps.

Jeg vil afslutte mit skriv denne uge med at fortælle om en oplevelse, jeg har haft i klinikken.

Jeg havde i denne uge sidste aftale med den første klient, der kom i min nye klinik, da jeg åbnede den 17. marts 2026 på fuldtid. Han kom oprindeligt fordi han havde problemer med den ene skulder og nakken. Under forløbet er vi kommet rundt om mange ting – emner som relationer og forholdet til forældre mv. blev en del af forløbet. At se den udvikling, han har gennemgået, har været en fornøjelse at overvære. Han har gennemgået en dyb personlig transformation, langt fra hvad han havde forestillet sig, da forløbet startede. Han har fået indsigter om ting, han ikke havde forestillet sig – blandt andet hvordan oplevelser i hans barndom har farvet hele hans liv.

Det er oplevelser som denne, der gør, at jeg elsker mit arbejde. At se hvordan mennesker kan udvikle sig og få indsigter, som får dem til at vokse som mennesker og blive mere sig selv.
Det bliver det sidste skriv inden jeg holder lidt ferie, vi ses igen i begyndelsen af august. God sommer indtil da.

Ugens oplevelse fra klinikken uge 27

Denne uges oplevelse fra klinikken handler om en af mine projektklienter.

Først lidt om, hvad en projektklient er. En projektklient er en, der er i et forløb på baggrund af særlige forhold. Ofte en klient med en særdeles problematisk udfordring, der som oftest er kronisk og opgivet af sundhedsvæsenet, da det er en tilstand, der ikke anses for mulig at ændre. Tilstanden kan være en medfødt skade eller opstået som følge af en ulykke eller lignende. Desuden er det også en klient, der ikke har mulighed for at indgå i et langvarigt forløb på grund af økonomi mv.

Jeg vil skrive om pararytter Malene Sommerlund. Jeg skal måske lige nævne, at det er helt i orden med Malene at omtale hende ved navn, da hun selv deler på Facebook om vores samarbejde. Jeg har samarbejdet med Malene siden maj 2025, altså i over et år nu.
Malene er spastisk lammet i underkroppen, da hun er født ti uger for tidligt og manglede ilt under fødslen. Hun har altid fået at vide, at hendes spasticitet var mest udbredt i højre side af kroppen – noget jeg ret hurtigt satte spørgsmålstegn ved i vores samarbejde, da hun ikke har mere spasticitet i højre side af overkroppen end i venstre. Spastisk lammelse plejer at være udbredt i både over- og underkrop, hvis det er den ene side, der er ramt, så den forklaring har jeg aldrig rigtig forstået. Det er rigtigt, at Malene har flere udfordringer i højre hofte end venstre. Hun har altid sagt: "Hvorfor har jeg ikke to venstre ben?" – forstået på den måde, at venstre ben har et langt bedre funktionsniveau end højre.

Gennem det arbejde jeg har lavet med Malene, er der sket en kraftig udvikling i hendes funktionsniveau i hele kroppen, men stadig med store udfordringer i højre side og især højre hofte. Efter at have arbejdet meget fysisk konkret med spændingerne i hoften ved sidste behandling, lavede jeg afspændingsarbejde på området. Det resulterede i, at højre hofte og ben spændte op i en form for krampe, som forsvandt lige så hurtigt som den opstod – dette skete 5-10 gange i alt. Da arbejdet var færdigt, begyndte Malene at græde, ikke fordi hun på nogen måde var ked af det eller følelsesmæssigt påvirket. Det skete bare!

Hendes egen beskrivelse var:
"Og særligt min højre hofte er stadig virkelig udfordrende, hvilket desværre også begrænser mig, når jeg sidder på ryggen af Fame. (Fame er Malenes hest)
Men jeg er virkelig taknemmelig for, at der nu bliver arbejdet med det, og noget tyder på, at min underbevidsthed har det på samme måde. For lige da dagens behandling var færdig, oplevede jeg pludselig, at tårerne bare væltede ud af øjnene – det kom helt uden varsel. Så det var super overvældende.
Og efterfølgende ramte træthed, så da Esben var ude af døren, hoppede jeg direkte under dynen."

Min forståelse er, at vævet indeholder gamle spændinger og traumer, som det har svært ved at give slip på – da de har været der nok hele Malenes liv, er de totalt indkapslet og derved svære at få adgang til og opløse. Kroppen giver ikke slip på mere, end den mener hele organismen kan håndtere. Malene har levet med tilstanden hele livet og aldrig kommet i dybden med de udfordringer, som højre hofte har givet hende. Men som Malene selv nævner, er vi nu kommet dybere ned i mysteriet om højre hofte.

Det var lidt om min oplevelse med Malene denne uge. Hvis du er blevet nysgerrig på at høre mere, kan du finde hendes Facebook-side her Malene Sommerlund - Para Dressage Denmark – hun deler rigtig meget om, hvordan det er at være spastisk lammet og dyrke parasport på højt plan.

Ugen i klinikken uge 27
Denne uges oplevelse kommer mere til at handle om en generel ting i mit arbejde end om en bestemt klientoplevelse.

Jeg har endnu ikke, siden jeg startede klinikken op på fuldtid tilbage i marts, oplevet en eneste klient, som ikke havde brug for at få sit nervesystem afspændt og nedreguleret. Med nedreguleret menes der at få mere ro på – både i kroppen, det mentale og det psykiske.

Jeg oplever ofte overspændinger i alle tre dele: kroppen, det mentale og det psykiske. Nu bliver det måske lidt teknisk, men jeg skal forsøge at gøre det så letforståeligt som muligt for dig, der ikke har den store viden om, hvordan din krop og dit nervesystem virker. Dit nervesystem består af flere forskellige dele. Her vil jeg kun fokusere på funktionen og ikke på den fysiske opbygning.
Der er fokus på den del af dit nervesystem, der styrer alle former for bevægelse i kroppen – også kaldet det motoriske nervesystem. Det motoriske nervesystem er opdelt i to dele med hver deres funktion:

Det somatiske nervesystem er den del af dit nervesystem, der står bag viljestyrede bevægelser. Det er for eksempel at gå, løbe, tegne osv.

Den anden del af det motoriske nervesystem hedder det autonome nervesystem. Det er den del af dit motoriske nervesystem, der ikke er styret af din vilje. Den styrer funktioner i din krop, som du ikke bevidst kan styre, som for eksempel din fordøjelse, dit blodtryk og din puls.

Den autonome del af dit nervesystem er igen delt op i to dele. Den ene del kaldes det sympatiske nervesystem. Det er den del, der aktiverer reaktioner som kamp og flugt, når der opstår fare. Er også den del af nervesystemet der bliver aktivt i pressede og stressende situationer. Hvorved blod og energi går til de muskler og organer, der er nødvendige ved disse reaktioner.

Og så nåede vi frem til den del af dit nervesystem, som jeg oplever, at alle, jeg møder på min briks, har brug for at komme mere over i: den parasympatiske del. Det er den del af nervesystemet, der står for afspænding samt fordøjelsen – både den helt fysiske fordøjelse af den mad, du spiser, men nok så vigtigt er det også det eneste tidspunkt, hvor kroppen kan reparere sig selv. Det er også, når du er i det parasympatiske nervesystem, at din underbevidsthed har mulighed for at bearbejde ubearbejdede hændelser, som har lagret sig i din krop.

For mig at se er det en fantastisk funktion, at kroppen kan lagre oplevelser til senere, hvor der er overskud og tryghed til at bearbejde disse hændelser. På den måde behøver det ikke at ske i en situation, hvor der er fare på færde, eller hvor din eksistens måske er truet.

Problemet er, at vi lever i et samfund, hvor der ofte ikke er tid til, at den afspændende og fordøjende funktion i det autonome nervesystem kan aktiveres, så der kan blive ryddet op i nervesystemet og kroppen. Der vil derfor over tid opstå en kronisk belastningstilstand i nervesystemet og derved i kroppen.
Denne overbelastning viser sig på forskellige måder, afhængigt af hvor ens krop og psyke har sine svage dele. Det er derfor, at den samme belastning kan vise sig på meget forskellige måder hos to mennesker, der har været ude for de samme hændelser.

Mennesker der lider af kronisk stress og PTSD, har ekstremt svært ved at komme over i det afspændende nervesystem, de kører i et LOOP, hvor de konstant vender tilbage til den deL af det motoriske nervesystem der handler om at handle og være på vagt, som er en del af reaktionen kamp og flugt.

Hvis kroppen og nervesystemet ikke bliver afspændt og der bliver ryddet op i din krop og dit nervesystem, kan der over tid opstå en tilstand, hvor hele kroppen går i en dvale tilstand også kendt som en frys reaktion. Det er når der ikke er flere resurser tilbage at bruge af i hele din krop. Tilstanden opleves som om alt lukker ned. Den tilstand er nok den sværeste at komme ud af igen. Det er kun muligt at regulere kroppen tilbage til dens normale tilstand, ved at bringe den i den modsatte tilstand altså en form for kamp flugt tilstand. Hvorefter det er muligt at regulere kroppen og nervesystemET tilbage til normal spændingstilstand.

Ugens kommentar: ” jeg er begyndt at sove på ryggen det har jeg ikke gjort i mange år”

Ugens oplevelse i klinikken! Uge 24

Noget, der kommer til at fylde mere og mere i mit arbejde, når det ikke foregår på briksen, er det arbejde, hvor de små figurer på billedet til venstre, er i spil. Du sidder måske og tænker: Hvad har Playmobil-figurer overhovedet at gøre med terapeutisk arbejde? En hel del i den måde, jeg arbejder på. Når jeg hører de refleksioner og aha-oplevelser, de er med til at skabe, må jeg bare sige, at de gør deres arbejde utrolig godt.

Hvis du er blevet nysgerrig på, hvad figurerne kan gøre for dig, kan du booke en tid. Så kan du selv opleve, hvad der sker, når man begynder at eksternalisere – det vil sige at flytte sine problemer ud af hovedet og op på bordet – så de svære tematikker bliver synlige og håndgribelige.

Det teoretiske fundament i øjenhøjde
Denne måde at arbejde på stammer fra metoden Systemisk Familieopstilling. Det er herfra, min grundlæggende terapeutiske forståelse og indsigt kommer fra:
• Historiske rødder: Metoden har rødder i oprindelige folks tilgange til healing og til at genskabe balance, når livet eller helbredet slår fejl.
• Arv mellem generationer: Moderne forskning viser, at voldsomme hændelser i én generation kan påvirke de efterfølgende generationer og skabe uforklarlige ubalancer eller mistrivsel hos børn og børnebørn.
• Den usynlige "støj": Det kan handle om fortrængte hændelser eller familiemedlemmer, der er blevet holdt udenfor. Et eksempel kan være en fjern onkel, der begik selvmord, som ingen i familien taler om. Herved bliver både onklen og den svære hændelse skubbet i baggrunden.
• Når brikkerne falder på plads: Den systemiske teori forklarer, at alt, der bliver fortiet eller glemt i en familie, vil blive ved med at skabe "støj" og skabe ”uro”. Det stopper først, når en i familien tør se på hændelsen og give personen den rette plads i historien. Når hemmelighederne bliver anerkendt som en del af familiens vilkår, falder der ro på, og den negative påvirkning stopper.

Ugens kommentar:
”Selvom jeg har prøvet Kranio Sakral Terapi før, har jeg aldrig slappet så meget af ved en behandling.”

Sorry. Jeg fik ikke lavet et skriv i uge 23. Det er min hensigt at skrive hver uge, men nogle gange smutter det desværre i en travl hverdag, ligesom det gjorde i sidste uge.

Jeg har altid tændt et lys når jeg har klienter. Nu er det første brændt ned og nr. 2 godt i gang. Hvilket indikerer at der er ved at komme godt gang i klinikken. Hvilket jeg er dybt taknemmelig for at der er. 🙏🏼🍀